top of page

Historien om

Laksefisket under Hellefossen

Skrevet av Bent Ek

Garnfiske er nok den opprinnelige fangstmetoden ved Hellefossen, men også "mælefisket ved Ullern" er av gammel dato.

Innretningen fungerer slik at vannet blir konsentrert i en sterk strøm, som lokker laksen til å forsøke å forsere fossen på nettopp dette stedet.

Lenger oppe er det imidlertid et stengsel som hindrer den i å komme lenger- i steden havner den i en kum.

Slike fiskbeinnretninger var antagelig opphavet til den eldste bebyggelsen ved Dynge.

lax.jpg

J.C Dahl besøker Hellefossen i 1826

«Den 5te fortsattes Reisen fra Drammen til Kongsberg.

På denne Tour gjorde vi ved Hogsund en lille Afstikker til Hellefos, det saa bekjendte Laxefiskerie, der tillige danner et interessant Prospect, hvilket Professoren skidserede fra 2de Steder, imedens jeg og saa godt Tiden og Evner tillod mig gjorde et Udkast.»

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den som skrev dette i dagboken sin fra «Reise gjennem en Deel af det Bergenske og Trondhjemske» den 5.juli 1826, var den 35 år gamle offiseren Mathias Wilhelm Eckhoff. Reisefølget, som han omtaler som «Professoren», var ingen ringere enn maleren J.C.Dahl. Knapt 40 år gammel var Dahl i ferd med å bli en av Norges mest kjente malere, med utdannelse fra København og Dresden og studietid i Italia, der han hadde lært seg å male klassiske ruiner og landskaper. Men det var på denne reisen sommeren 1826 at J.C.Dahl for alvor begynte å male norsk natur og dermed innledet nasjonalromantikken i norsk malerkunst. Ett av de første stoppene på reisen var altså Hellefossen, og resultatet av skissen han lagde der var det velkjente maleriet «Hellefossen» som henger i

Nasjonalgalleriet. Det fullførte han først flere år seinere, i 1838.

Fra alle lande Reisen må- Feddersen ca 1860

A. Feddersen var født i Danmark i 1835 og døde i 1906. Han var fiskerikyndig og studerte klekkerier, damanlegg og fiskeanlegg både i Danmark og Norge. Han har et stort forfatterskap bak seg. Vår interesse i denne saken er at Feddersen besøkte et klekkeri i Drammen og laksefisket ved Hellefossen ved Hokksund. 

Han beskriver sin reise fra Drammen til Hokksund med stor nøyaktighet. Det er fra elven hans beskuelse beskrives, da han tar seg fram med en av de mange små dampbåter som frekventerte elva.

Eiker Arkiv har gjengitt deler av reisebeskrivelsen fra boka «Fra alle lande». Reisen må Feddersen ha foretatt en gang rundt 1860.

Fra Bror Meyer i Drammen har Eiker Arkiv fått (16. oktober 2020) noen dokumenter skrevet av Arthur Feddersen. 

Fra det deilige Ringerike og Krogkleven kjørte jeg ned mod Drammen gjennem den frugtbare og yndige Dal, hvorigjennem Drammenselven løber, og det var ikke det mindst Tiltalende ved Landskabet, at jeg her, imod Slutningen af August, fandt Alt saa foraarsfriskt og lysegrønt, skjøndt man hist og her havde travlt med at skære Rugen; thi her meier man ikke som hos os, om man gjør det nogetsteds i Norge, og jo nærmere jeg kom Drammen, desto flere Bygninger opdagede jeg til at tørre Sæden i, naar den er skaaret. Disse Bygninger bestaae af lange, ladelignende Længder med aabne Sider, som kunne dækkes med bevægelige Vægge. Der maatte være falden megen Regn paa dennes Egn, thi de lerende Veie vare forfærdelig opkjørte, og vi nærmede os kun langsomt det venligt vinkende Drammen med sine slanke Kirketaarne, sine mange Skibe, Fabrikskorstene og store Tømmeroplag langs ned med Elven. 

Gjennem et forferdeligt Uføre, af en Gade at være, naaede vi endelig Torvet og kjørte ind paa Kjøsteruds Hotel, som er hyggeligt og net indrettet. Som bekjendt ligger Drammen paa begge Sider af Drammenselven, som her er meget bred og anselig, men begge disse saaledes adskilte Dele af Byen ere forenede ved en 480 Al. Lang Bro. 

 

Rundtom omgives av Byen af nøgne Fjelde, som, i Modsætning til Livet og Frodigheden nedenfor dem, see meget døde ud, og saaledes vedblive de helt ud mod Fjorden.Den Del af Drammen, som ligger paa Elvens nordlige Side, Bragernæs, er Hovedbyen; her findes de anseligste Bygninger, og det er vel ogsaa den ældste Del af Byen, skjøndt hvad der ligger ligeoverfor paa den anden Side Broen, Strømsø, seer ligesaa gammel ud. Østen for Strømsø ligger Tangen, den tredie Hovedbestanddel af Drammen, men alle tre Dele ere nu kun een By, hvorimod de forhen have været særskilte Kjøbstæder. 

 

Byen er bygget langs Elven paa det smalle Stykke Land ved Foden af Fjeldene, og etterhaanden som udvider sig, trækker den sig længere og længere hen langs Elven.

I Bragernæs Findes Byens største Torv med Raadhuset, en anselig Træbygning; den ene Side af Torvet forlænges til begge Sider af Hovedgaden, som er  bred og smuk og har en betydelig Længde, men et noget kjedeligt Præg, ligesom der overhovedet i denne Del af Byen viser sig aristokratisk Ydre, meget forskjelligt fra det Liv og Røre, som findes paa den anden Side Elven, hvor de talrige Søfolk og den Befolkning, som slutter sig til dem, findes. 

Nogen egenlig Skibsbro eller Toldbod var ikke til at opdage, hvorimod Skibene laae rundtomkring ved Elvens Bred eller ved nogle Smaaøer, der vare indrettede til Oplagssteder. 

 

Der var i det Hele taget noget Amerikansk ved den sydlige Side af Elven.

 

Det var forbausende Masser af Træ, som fandtes samlede her og omkring de forskjellige Pakhuse, men jeg fik dog først ret et Begreb herom, da jeg en Dag besteg et af de smaa Dampskibe, som fare op og ned ad Elven, og med det seilede op til Hougsund, for at besøge det berømte Laxefiskeri der. 

 

En saadan Dampbaad er saa lille, at Maskineriet ikke har Plads nede i Skibet, men staaer aldeles blot og bart paa Dækket, hvor man altsaa er i umiddelbar Nærhed af Maskinmesteren, og paa en varm Sommerdag er det ingenlunde behageligt at sidde ved Siden af en ophedet og dampende Maskine, som tilmed lugter skrækkelig af en rædsom Smørelse, der anvendes meget ofte. 

 

Man har ovenikjøbet al Udsigt til, at hele Maskineriet ryger i Luften, idetmindste fremgik det tydeligt af en Debat, som førtes i den til Passagerernes Afbenyttelse henlagte «Drammens Avis».

 

Imidlertid har man som Fremmed Andet at tænke paa, end at anstille Betragtninger over denne glædelige Udsigt, thi Seiladsen er i høi Grad interessant. 

 

Vi lægge til overalt, hvor det gives Føreren et Vink; Folk stige ombord hvert Øieblik og gaae igjen fraborde et kort Stykke fremme, og det bliver os klart, hvilken Betydning denne Dampbaadstrafik maa have for en By, der er saa langstrakt som Drammen. 

Vi nærme os nogle store, mægtige, gulladne Dynger og see Arbeidere ivrigt beskjæftigede med at kjøre nye, gule Masse ud fra de nærliggende Bygninger. 

 

Det er et Damptræskæreri vi fare forbi, og de store gulladne Masser bestaae alene af Savsmul, som ikke maa kastes i Elven for ikke at virke skadeligt paa Fiskene i den; thi man har antaget, at Savspaanerne vare Skyld i at Fiskemængden aftog, idet de enten forjog Fiskene eller, ved at torraadne, udviklede skadelige Luftarter, der vare ødeleggende for disse Dyr. 

 

Man har gjort mange Forsøg paa at finde en Anvendelse for dette Affald,men hidtil uden synderligt Held.

 

Men see vi ned i Vandet viser dette sig allerede i den Grad opfyldt med Savsmul og Splinter, at det synes som om noget Mere kunde forværre Forholdet særdeles. 

 

Vi faae ikke Tid at besøge dette storartede Værk, men maae ile videre frem med Baaden. 

 

Fremad gaaer det mellem svaiede Bjælker og Tømmerflaader, som komme ned ad Elven, forbi smilende Landsteder, ind under Klipperne og forbi Stedet, hvor Jernbanen, der fra Drammen skal føre til Høneforsen, sprænges ind i Klippens Side.

Endelig naae vi den lille By Hougsund efterat have seilet hen under en stor Bro af Træ og have passeret de store Indhegninger af Tømmerstokke, som, lænkende til mægtige Pæle, tvinge det nedad Elven kommende. 

 

Tømmer til at standse og drive hen paa et saadant Sted, hvor det kan opfanges af Arbeidere og samles i større Flaader. 

 

I Førstningen fatter man ikke ret, hvad disse store Bomme betyde, som paatvers næsten spænde over hele Elven; men naar maniagttager den store Mængder Tømmer, som ovenfor Apparatet driver i Strømmen og seer Arbeiderne tumle med de svære Planker, bevæbnede med lange Stænger med jernspidser, indseer man snart Nødvendigheten af den hele Indretning, thi det svære Tømmer vilde være til stor Uleilighed for Skibsfarten paa Elven. 

 

Ved Hjælp af en meget primitiv Landgangsbro naaede vi op mellem Hougsunds Rønner, der ligge paa en Slette ved Elvens venstre Bred. 

 

Jeg har intetsteds i Norge seet mere elendige og skummelt udseende Træhuse end i denne lille By, som i sit Ydre har Noget, der minder om det forrige Aarhundredes trykkende og forkuede Forholde; 

Byen syntes mig at have nogen Lighed med en svensk By, jeg vidste ikke ret af hvad Grund, da jeg aldrig tilforn havde seet en saadan, men jeg overbevistes senere om, at jeg havde havt en rigtig Følelse derfor, da jeg kom til Göthaborg og vandrede gjennem Haga og ud gjennem Arbeiderbyen, der strækker sig til Gammel-Elfsborg. 

Kan være at den overmaade hyppige Betegnelse paa Husene «Logis for Reisende» har bidraget Sit dertil. 

 

Jeg vandrede da Gaden ned eller op, som man vil, iagttagende denne forunderlige Samling af kjælderlignende Bygninger, hvoraf mindst hveranden var betegnet som Værtshus, og jeg maatte antage, at der i hvert Hus var et lystigt Gilde, thi der brøltes og blev sunget stærkt overalt, og der var megen Tummel. 

 

Jeg gik ind paa det mindst frastødende af Beværtningsstederne for at høre mig for om Vei, men alle Beboerne havde overordenlig travlt og løb fra Høire til Venstre med forskjellige Spisevarer. 

 

Ved Hjælp af en stønnende, fed Madam, som ikke var hurtig i sine Bevægelser, fik jeg da endelig Grunden at vide til den store Travlhed. 

 

Hougsund er nemlig Samlingspladsen for Landeværnet, naar det er inde til Øvelse, og det var netop i Folkenes Spisetid, at jeg var ankommen til Byen.

 

Under saadanne Forhold var det ikke muligt selv at erholde Noget at spise strax, hvorfor jeg ogsaa begav mig paa Vandring til Fossen, hvor Laxefangsten foregaaer, naar Laxen springer. 

 

Efter at have vandret over den lange Bro, som gaaer over Elven, naaede jeg langs denne til Fossen. Hele Elvens Vandmasse danner Fossefaldet, men den kløves et Par Steder i mindre Strømme ved mægtige Klippeblokke, imod hvilke Vandet tumler sig og brydes med Voldsomhed, medens det hvide Skum dandser henover Bølgerne og opløser sig i en finVanddunst, hvori Solskinnet frembringer de deiligste Regnbuefarver. 

 

Strax nedenfor Faldet udvider Elven sig og faaer større Ro, og her findes en Strandbred med Sten og Sand, omgivet af bratte Ler- og Sandskrænter. 

 

Det er vidunderligt tillokkende at staae hernede og see op mod Faldet, hvis Tusinder af Stemmer blande sig sammen uden Ophør, og hvis Skum- og Vandmasser danne en Uendelighed af Billeder.

 

 

Men hvad er det dog, som hist og her viser sig paa Overfladen af den bøiede Vandstrøm, forinden den styrter ned, og hvad er det, som hist og her i det stærkeste Virvar undertiden rager op eller kastes iveiret. 

 

Det kommer nu frem af Skummet og viser sig at være Bjælker, som ere paa reisen til Drammen. 

 

Det maa være en haard Behandling for dem, en saadan Nedfart gjennem et Vandfald, og hvormange af den slags Reiser have de dog ikke allerede foretaget! 

 

Derom vidne deres opflossede og brudte Ender; nogle af dem have da heller ikke gjennemgaaet denne sidste Prøve paa deres Styrke, men ere brækkede midt over, og de sørgelige Levninger af disse brudte, stolte Stemmer ligge i stor Mængde omkring paa Bredden mellem de slidte Sten og det fine Sand: Alt malet paa den samme Kværn.

 

Paa den sydlige Side af Fossen har man af de uhyre Masser Tømmer dannet hele Taarne og Bygninger, som rage ud over Elven imod Fossen, og paa disse Bygninger og Dæmninger findes et storartet Savværk, hvis Maskiner drives af selve Fossen. 

 

Mange Mennesker ere travl Beskæftigelse med at samle Bjælkerne ovenfor Faldet og flaade dem ind til Savværket, hvor de stables op og efterat have modtaget en foreløpig Behandling med Øxen, idet man raat tilhugger Siderne og afhugger de forstødte Ender, rulles ind til Savene, hvor de, naar de ere anbragte, som de skulle, elterhaanden udsaves til Bræder eller planker. 

 

Det seer forunderligt ud, hvorledes Bjælkerne, eengang anbragte under Savene, arbeide sig frem imod Savbladet, som roligt vandrer op og ned, uden at man hører den savende Lyd paa Grund af Larmen fra Vandfaldet. 

 

I det vi gaae forbi Savværket længere og længere ud over Bjælkelaget, som strækker sig hen over den skummende Fos, opdage vi nogle lange Bjælker, som rage langt frem henover Faldet og bære nogle firkantede Bjælkekasser eller Kurve, som ere ophængte i Jernkjæder paa en saadan Maade, at deres Aabning vender udad imod Vandet nedenfor Fossen. Det er disse Kasser, som skulle opfange Laxen, idet den ved sine umaadelige Spring forsøger at arbeide sig op over Vandfaldet, og de ere netop ophængte paa de eneste Steder, hvor et saadant Spring vilde kunne lykkes for Fisken, naar Kasserne ikke vare. Den yderst anbragte Kasse var saaledes ophængt over den oprørte Fos, at jeg ikke engang kunde nærme mig Bjælken, som bar den; thi der hvor jeg stod, virkede allerede Larmen saa bedøvende og svimlende paa mig, naar jeg saae ned i det oprørte Vand, at jeg uvilkaarlig greb fat i Rækværket for at staae imod, thi det syntes mig, som om jeg ligesom droges hen imod Dybet, der fraadede under mig, som om det fængslede mig til sig; det var næsten en lignende Følelse, som man i nogen Tid har skuet ind i et stort flammende Baal, man drages derimod af en uforklalig Følelse og kan ikke ophøre med at stirre ind deri. Er det den samme Virkning, som paany driver de frelste Kreaturer ind i den brændende Bygning, og som har givet Anledning til Beretning om Nøkker og Havmænd, der drage til sig? Jeg sad længe og stirrede paa Vandets Tumlen, følgende med Øiet de Bjælker som reves hen i Strømmen og med et hult Drøn styrtede ned i Vandfaldets Midte, snart hoppende iveiret, snart dukkende ned i det fraadende Skum, for endelig efter flere forgjæves Forsøg at naae ud i det rolige Vand og derpaa drive ned ad Elven. Og som jeg nu sad og stirrede, lød der Raab fra Savværket, og en Mand med en lang Stage kom ilende til; der var en Lax i en af Kasserne, hvor den gjorde nogle forgjæves Hop for at komme ud, men idet den sprang lige op, faldt den paany ned i Kassen. Manden kom nu til med sin Jernkrog for at gribe fisken, men fik rimeligvis ikke rigtig fat i den, thi den faldt du i Strømmen paany. Han paastod, og jeg troer ham, at den paany vilde springe op efter, en Fisk springe et godt Stykke op over Vandet imod Strømmen, men den naaede ikke Kurven.

Endelig rev jeg mig løs fra dette Sted og vandrede paany til Hougsund, hvor jeg mødte hele Landeværnet, hvis Trommer jeg havde hørt i Frastand. De vare komne ud paa en slags Fælled og vare opstillede der. Det var en forunderlig Blanding at see paa, og særlig frembød Klædedragterne den meest brogede Forvirring; der var sikkert ikke To, som vare eens klædte, de faa Militære, som ledede det Hele, selvfølgelig undtagne. Det fik nu at være, hvad det var, men min Forventning blev rigtignok skuffet, da Øvelserne begyndte, thi kan et Landeværn ikke indøves bedre, maa jeg indrømme, at et saadant Værn er slet; Kommandoen mindede paafaldende om de Øvelser, man forhen kunde overvære i vore Smaabyer, naar «Borgerne» var ude. De Landeværnsfolk, jeg senere saae i Christiania, saae meget bedre du; det var unge, raske Bønder, klædte i mørke Dragter, med en rød Hue paa Hovedet og et bredt, gult Bandoler, hvori der dinglede en uhyre Sabel. Der var nu Ro i Byen, men da der i den ikke fandtes Noget af Interesse at iagttage, tog jeg en Hest og ilede til Drammen igjen, for inden Aften at bestige Fjeldet overfor Bragernæs, hvorfra Drammen forsynes med sit Drikkevand fra et betydeligt Bassin. Man har benyttet Leiligheden og her anlagt er Apparat for kunstig Fiskeudklækning, som alene drives for Kommunens Regning, og hvis Frembringelser slippes ud i Elven. Men hvad der meget mere interesserende og tiltalte mig, var den forbausende deilige Udsigt henover Drammen, Elven og Fjorden med sine Fjeldknatter og Smaaøer, Alt belyst af en glimrende nedgaaende Sol.

Eckhoff-1826-pl19-web301.jpeg.webp
bottom of page