Reiseskildring A. Feddersen

Utdrag fra skildringen

 

Efter at have vandret over den lange Bro, som gaaer over Elven, naaede jeg langs denne til Fossen. Hele Elvens Vandmasse danner Fossefaldet, men den kløves et Par Steder i mindre Strømme ved mægtige Klippeblokke, imod hvilke Vandet tumler sig og brydes med Voldsomhed, medens det hvide Skum dandser henover Bølgerne og opløser sig i en finVanddunst, hvori Solskinnet frembringer de deiligste Regnbuefarver. 

 

Strax nedenfor Faldet udvider Elven sig og faaer større Ro, og her findes en Strandbred med Sten og Sand, omgivet af bratte Ler- og Sandskrænter. 

 

Det er vidunderligt tillokkende at staae hernede og see op mod Faldet, hvis Tusinder af Stemmer blande sig sammen uden Ophør, og hvis Skum- og Vandmasser danne en Uendelighed af Billeder.

​

Men hvad er det dog, som hist og her viser sig paa Overfladen af den bøiede Vandstrøm, forinden den styrter ned, og hvad er det, som hist og her i det stærkeste Virvar undertiden rager op eller kastes iveiret. 

 

Det kommer nu frem af Skummet og viser sig at være Bjælker, som ere paa reisen til Drammen. 

 

Det maa være en haard Behandling for dem, en saadan Nedfart gjennem et Vandfald, og hvormange af den slags Reiser have de dog ikke allerede foretaget! 

 

Derom vidne deres opflossede og brudte Ender; nogle af dem have da heller ikke gjennemgaaet denne sidste Prøve paa deres Styrke, men ere brækkede midt over, og de sørgelige Levninger af disse brudte, stolte Stemmer ligge i stor Mængde omkring paa Bredden mellem de slidte Sten og det fine Sand: Alt malet paa den samme Kværn.

 

Paa den sydlige Side af Fossen har man af de uhyre Masser Tømmer dannet hele Taarne og Bygninger, som rage ud over Elven imod Fossen, og paa disse Bygninger og Dæmninger findes et storartet Savværk, hvis Maskiner drives af selve Fossen. 

 

Mange Mennesker ere travl Beskæftigelse med at samle Bjælkerne ovenfor Faldet og flaade dem ind til Savværket, hvor de stables op og efterat have modtaget en foreløpig Behandling med Øxen, idet man raat tilhugger Siderne og afhugger de forstødte Ender, rulles ind til Savene, hvor de, naar de ere anbragte, som de skulle, elterhaanden udsaves til Bræder eller planker. 

 

Det seer forunderligt ud, hvorledes Bjælkerne, eengang anbragte under Savene, arbeide sig frem imod Savbladet, som roligt vandrer op og ned, uden at man hører den savende Lyd paa Grund af Larmen fra Vandfaldet. 

 

I det vi gaae forbi Savværket længere og længere ud over Bjælkelaget, som strækker sig hen over den skummende Fos, opdage vi nogle lange Bjælker, som rage langt frem henover Faldet og bære nogle firkantede Bjælkekasser eller Kurve, som ere ophængte i Jernkjæder paa en saadan Maade, at deres Aabning vender udad imod Vandet nedenfor Fossen. Det er disse Kasser, som skulle opfange Laxen, idet den ved sine umaadelige Spring forsøger at arbeide sig op over Vandfaldet, og de ere netop ophængte paa de eneste Steder, hvor et saadant Spring vilde kunne lykkes for Fisken, naar Kasserne ikke vare.

 

Den yderst anbragte Kasse var saaledes ophængt over den oprørte Fos, at jeg ikke engang kunde nærme mig Bjælken, som bar den; thi der hvor jeg stod, virkede allerede Larmen saa bedøvende og svimlende paa mig, naar jeg saae ned i det oprørte Vand, at jeg uvilkaarlig greb fat i Rækværket for at staae imod, thi det syntes mig, som om jeg ligesom droges hen imod Dybet, der fraadede under mig, som om det fængslede mig til sig; det var næsten en lignende Følelse, som man i nogen Tid har skuet ind i et stort flammende Baal, man drages derimod af en uforklalig Følelse og kan ikke ophøre med at stirre ind deri. Er det den samme Virkning, som paany driver de frelste Kreaturer ind i den brændende Bygning, og som har givet Anledning til Beretning om Nøkker og Havmænd, der drage til sig?

 

Jeg sad længe og stirrede paa Vandets Tumlen, følgende med Øiet de Bjælker som reves hen i Strømmen og med et hult Drøn styrtede ned i Vandfaldets Midte, snart hoppende iveiret, snart dukkende ned i det fraadende Skum, for endelig efter flere forgjæves Forsøg at naae ud i det rolige Vand og derpaa drive ned ad Elven.

 

Og som jeg nu sad og stirrede, lød der Raab fra Savværket, og en Mand med en lang Stage kom ilende til; der var en Lax i en af Kasserne, hvor den gjorde nogle forgjæves Hop for at komme ud, men idet den sprang lige op, faldt den paany ned i Kassen.

Manden kom nu til med sin Jernkrog for at gribe fisken, men fik rimeligvis ikke rigtig fat i den, thi den faldt du i Strømmen paany. Han paastod, og jeg troer ham, at den paany vilde springe op efter, en Fisk springe et godt Stykke op over Vandet imod Strømmen, men den naaede ikke Kurven.

​